Noget om løbekadence

Hvis der er noget vi nørdede løbere godt kan lide at diskutere for tiden, er det, hvilken kadence vi løber med. Det vil sige, hvor mange skridt i minuttet vi tager. Der har bredt sig et mantra, at 180 skridt per minut er det ideelle. Når jeg allerede nu måske lyder lidt skeptisk, er det fordi at 180 er blevet et helligt antal skridt, der gælder for alle uanset højde, vægt og løbetempo. 180 er jo ikke nødvendigvis optimalt for alle løbere.

Når det er sagt, så vil en høj kadence alt andet lige, være en god ting, fordi belastningen på muskler og sener bliver mindre. Du får mindre mælkesyre og kan løbe længere og du mindsker risikoen for skader. Det vil sige flere og kortere skridt.

MEN når fysiologer er nået frem til at 180 er en perfekt kadence, er det fordi de har studeret afrikanske eliteløbere, der løber et maraton med 20 kilometer i timen. Som for eksempel Meb Keflezighi herunder, der løber med en kadence på 185 - 190. De fleste dødelige supermotionister ville ikke engang kunne løbe én kilometer i det tempo uanset kadencen.



Og kadencen afhænger meget af ens fart. Lige nu er det vinter. Så er min kadence omkring 165, når jeg tøffer afsted stille og roligt på fem minutter pr. kilometer. Men da jeg løb 200 meter intervaller i sommer var min kadence oppe omkring Meb´s. Men Meb løber i en helt anden verden, der slet ikke kan sammenlignes med min - eller vores.

Så det jeg vil sige er: Fortvivl ikke, hvis du ikke løber med nøjagtig 180 skridt i minuttet. Din optimale kadence afhænger af din fart og din størrelse, og ligesom der er forskel på, hvilke sko der passer til folk, er der også forskel på, hvilken kadence, der er optimal for den enkelte. 

Men som sagt. Høj kadence er en god ting. Så hvis du keder dig lidt på en løbetur, så prøv at lege lidt med det. Man kan prøve at downloade en metronom til sin telefon - det er sådan én musikere bruger - og sætte den på 180 og se, hvordan det går. Nogle løbeure viser også hvilken kadence man løber med. Hvis du løber med musik i ørerne og løber i takt, så vær opmærksom på, at det meste pop og dansemusik har et beat på 140 slag i minuttet.

Hvis du beslutter dig for, at det er noget, du vil lege med, tag det stille og roligt. For de fleste tager det lang tid at ændre løbestil, så prøv langsomt at vænne dig til at løbe flere og kortere skridt. 


Kommentarer

Populære opslag fra denne blog

Man kan godt ændre sin løbestil

Regnestykker med tid