En mening med galskaben - at træne til et motionsløb


Nogle gange når man skal forklare folk der ikke løber, hvorfor man betaler  600 kroner for at deltage i et maratonløb, står op klokken fem for at spise havregrød, rejser langt for at komme derhen og alle de andre ting, der er en del af et løb, kommer man ofte til kort. Der er jo ingen fornuftig grund, og man kan mærke på spøgerne, at de ikke forstår noget som helst. Men løbene er vores OL eller VM. Det er den konkurrence vi har trænet hen imod gennem lang tid ligesom eliteløberne. At vi så kun løber for os selv, sammen med tusindvis af andre, gør det ikke anderledes. Løbsdagen er det vi har arbejdet hen imod, det der giver mening med det hele.

HCA Marathon i Odense 2015 på 3.20


Det var en af tirsdag aften til intervaltræning på Høje Bøge Stadion i Svendborg. En af de dejlige sommeraftener, hvor der ikke er en vind der rør sig, der er 27 grader i skyggen og selv de mest glemsomme har husket vandflasken. De første har allerede smidt trøjen, da vores træner Keld Bo ankommer i overtrækstøj, lange bukser og jakke. "Det er vigtigt, altid at have de samme rutiner til træning, som man har til konkurrence, så der ikke er noget, der forstyrrer på selve dagen", lyder forklaringen fra Keld Bo, selvom det er mange, mange år siden Keld Bo løb i eliten, og vi andre har aldrig været i nærheden af eliten. "Den er god med dig", tænker de fleste, men det er alligevel ikke helt ved siden af. De fleste løbere går nemlig seriøst til sagen med deres løb uanset, hvilket niveau de befinder sig på. Uanset om man træner til at deltage i DHL stafetten med kollegerne eller gerne vil kvalificere sig til Boston Marathon, så er selve løbet, jo målet med det hele. Løbet er det der får os ud at løbet en decemberaften, selvom det er blevet mørkt og der falder slud, der lægger sig som isslag, og får os til at løbe 30 kilometer en sommersøndag, hvor man ellers havde lovet at slå græs. 

Når man først er inde i rytmen er det de enkelte ture og regnen, sneen, solen og vinden, der giver glæden. Men det er løbet vi har meldt os til, der giver en mening og mål med galskaben. At det så stadig kan være svært at forstå for folk, der ikke løber, er en anden sag. Men de kan godt forstå, at folk træner for at deltage i et VM. Det er det samme vi gør, - bare på vores personlige lillebitte plan - helt for os selv, sammen med de andre.





Kommentarer

Populære opslag fra denne blog

Noget om løbekadence

Man kan godt ændre sin løbestil

Regnestykker med tid