Løberuter og mental oprydning

Nogle løbere foretrækker nysgerrigt at gå på opdagelse, når de løber. De vil gerne løbe en ny rute hver gang, og finde nye stier i området, hvor de bor. Jeg foretrækker at løbe den samme rute hver gang, jeg er ude. Enkelte ruter har jeg jeg løbet tusinder af gange, som for eksempel ruten langs Odense Å, hvor jeg boede i knap ti år. Man tan tager sine mellemtider på kendte pejlemærker, og man ægger mærke til de små daglige forandringer i naturen. Man skæver ned på uret, når man når til det væltede træ halvvejs på turen, og ved med det samme, om man løber så hurtigt, som man lige troede.

Fordelen ved at løbe den samme rute mange gange, er at man ikke er i tvivl om, hvor man er, eller hvor langt man er på turen. Man kan gå ind i kroppen og lade tankerne vandre. Mange løbere oplever, at problemer finder løsninger eller ideer opstår, når de løber og hjernen bliver slået fra. Jeg har det selv sådan, at jeg får en mindst én genial idé, hvergang, jeg har været ude at løbe. Det vil sige, hvis jeg ikke bliver forstyrret og der er ting der kræver min opmærksomhed på turen. Hvis det for eksempel er isglat, en sti er spærret eller jeg vil løbe intervaller kommer jeg ikke ind i det mentale rum, der bedst kan beskrives som en meditationstilstand. Kroppen bliver træt, men hovedet får ny energi. Derfor løber jeg altid den samme rute, næsten.

 Men. Man skal ikke snyde sig sig selv for at gå på opdagelse ind i mellem. At udvide ruten lidt hen ad vejen eller finde nye snirklede gen og omveje. Måske skal man gå hurtigere til værks en mig. Jeg har nu efter at have løbet den samme standardrute i fem år fundet en lille smutvej, så jeg kommer til at løbe en kilometer gennem en skov. Så lang tid behøver det jo ikke tage, selv om man løber i en tankeløs meditativ tilstand.

Kommentarer

Send en kommentar

Populære opslag fra denne blog

Noget om løbekadence

Billede
Hvis der er noget vi nørdede løbere godt kan lide at diskutere for tiden, er det, hvilken kadence vi løber med. Det vil sige, hvor mange skridt i minuttet vi tager. Der har bredt sig et mantra, at 180 skridt per minut er det ideelle. Når jeg allerede nu måske lyder lidt skeptisk, er det fordi at 180 er blevet et helligt antal skridt, der gælder for alle uanset højde, vægt og løbetempo. 180 er jo ikke nødvendigvis optimalt for alle løbere. Når det er sagt, så vil en høj kadence alt andet lige, være en god ting, fordi belastningen på muskler og sener bliver mindre. Du får mindre mælkesyre og kan løbe længere og du mindsker risikoen for skader. Det vil sige flere og kortere skridt. MEN når fysiologer er nået frem til at 180 er en perfekt kadence, er det fordi de har studeret afrikanske eliteløbere, der løber et maraton med 20 kilometer i timen. Som for eksempel Meb Keflezighi herunder, der løber med en kadence på 185 - 190. De fleste dødelige supermotionister ville ikke engang kunne l...
Læs mere

Man kan godt ændre sin løbestil

Billede
Jeg er begyndt at kunne løbe rigtigt langt uden at have ondt i benene eller føle, at jeg konstant er på randen af en skade. Her er lidt om baggrunden. Det er lidt langt, men interessant, hvis du ikke har hørt det før. Der er en trend inden for løb, som efterhånden har varet i nogle år. Den går ud på, at man skal løbe ligesom de afrikanske løbere - eller som børn, der løber på bare fødder på en fodboldbane. Man skal så at sige løbe naturligt, så kan man både løbe langt og uden skader, lyder teorien. Man skal også sætte kadencen op, så man løber mange små skridt i stedet for få og lange. Så hvad er gået galt, siden de fleste motionsløbere tilsyneladende løber forkert og meget ofte plages af skader. Jo, teorien er, at de løbesko vi har løbet rundt i, får os til at løbe forkert. Den bløde polstring får os til at lande på hælen alt for langt fremme, og vi glemmer derfor at udnytte kroppes egen beskyttelse af benene, fordi skoene ødelægger den naturlige fornemmelse af at løbe. Mange...
Læs mere

Regnestykker med tid

Billede
Når man bliver ældre, må man ligesom acceptere, at man løber lidt langsommere. Det er jo meget logisk og enkelt. Men i praksis er det, ihvertfald for mig, temmelig svært at praktisere. For når det handler om løb, vil hjerne og krop ikke altid det samme, når det først går løs. Jeg har lige løbet HC Andersen Marathon i Odense, og ambitionen var længe inden, at jeg skulle have en god oplevelse og prøve at undgå, at de sidste 12 kilometer var 12 kilometer i helvede. Tænk, hvis jeg kunne lægge roligt ud og måske give den ekstra gas de sidste tolv. Nå, det kom ikke til at ske. Oppe i hovedet er jeg nemlig stadig 35 - og ikke 52, som personnummeret dokumenterer - så det blev endnu et dødsløb på de yderste grænser. Jeg argumenterede overfor mig selv i dagene op til løbet, at det jo ville være svært, at indhente den tid, jeg ville vinde, ved at løbe de første 30 kilometer i et kækt tempo. Hvis jeg startede ud på realistiske fem minutter per kilometer, ville jeg slutte på 3.30. Det...
Læs mere