Regnestykker med tid
Når man bliver ældre, må man ligesom acceptere, at man løber lidt langsommere. Det er jo meget logisk og enkelt. Men i praksis er det, ihvertfald for mig, temmelig svært at praktisere.
For når det handler om løb, vil hjerne og krop ikke altid det samme, når det først går løs.
Jeg har lige løbet HC Andersen Marathon i Odense, og ambitionen var længe inden, at jeg skulle have en god oplevelse og prøve at undgå, at de sidste 12 kilometer var 12 kilometer i helvede. Tænk, hvis jeg kunne lægge roligt ud og måske give den ekstra gas de sidste tolv.
Nå, det kom ikke til at ske. Oppe i hovedet er jeg nemlig stadig 35 - og ikke 52, som personnummeret dokumenterer - så det blev endnu et dødsløb på de yderste grænser.
Jeg argumenterede overfor mig selv i dagene op til løbet, at det jo ville være svært, at indhente den tid, jeg ville vinde, ved at løbe de første 30 kilometer i et kækt tempo. Hvis jeg startede ud på realistiske fem minutter per kilometer, ville jeg slutte på 3.30. Det vil sige, at jeg ville runde 30 kilometer i 2.30. Hvis jeg så helt urealistisk kunne sætte farten op til 4.30 per kilometer ville jeg komme i mål i 3.24.
Nørder kan se med her, og se hvordan jeg løber langsommere og langsommere.
https://connect.garmin.com/modern/activity/2026585676
Min sluttid med den sædvandlige overmodige, overambitiøse taktik blev 3.23.05. Det er en fin tid alderen taget i betragtning, men kunne jeg have løbet hurtigere, hvis jeg nu havde løbet fornuftigt? Det må jeg så prøve næste gang.
Jeg kan kun anbefale alle, ikke at gøre som mig når de løber marathon. Men jeg kan jo se på de mange gående, jeg heldigvis overhalede denne gang, at jeg ikke er den eneste, der har problemer med at forventningsaftemme mellem hoved og krop.
Jeg har lige løbet HC Andersen Marathon i Odense, og ambitionen var længe inden, at jeg skulle have en god oplevelse og prøve at undgå, at de sidste 12 kilometer var 12 kilometer i helvede. Tænk, hvis jeg kunne lægge roligt ud og måske give den ekstra gas de sidste tolv.
Nå, det kom ikke til at ske. Oppe i hovedet er jeg nemlig stadig 35 - og ikke 52, som personnummeret dokumenterer - så det blev endnu et dødsløb på de yderste grænser.
Jeg argumenterede overfor mig selv i dagene op til løbet, at det jo ville være svært, at indhente den tid, jeg ville vinde, ved at løbe de første 30 kilometer i et kækt tempo. Hvis jeg startede ud på realistiske fem minutter per kilometer, ville jeg slutte på 3.30. Det vil sige, at jeg ville runde 30 kilometer i 2.30. Hvis jeg så helt urealistisk kunne sætte farten op til 4.30 per kilometer ville jeg komme i mål i 3.24.
Nørder kan se med her, og se hvordan jeg løber langsommere og langsommere.
https://connect.garmin.com/modern/activity/2026585676
Min sluttid med den sædvandlige overmodige, overambitiøse taktik blev 3.23.05. Det er en fin tid alderen taget i betragtning, men kunne jeg have løbet hurtigere, hvis jeg nu havde løbet fornuftigt? Det må jeg så prøve næste gang.
Jeg kan kun anbefale alle, ikke at gøre som mig når de løber marathon. Men jeg kan jo se på de mange gående, jeg heldigvis overhalede denne gang, at jeg ikke er den eneste, der har problemer med at forventningsaftemme mellem hoved og krop.
Kommentarer
Send en kommentar